Åndedrættets helende kræfter
Artikel skrevet af Mai Copsøe
Livsstilsmentor, embodiment-guide, åndedrætsfacilitator, kvindementor.
Det kan virke omsonst at skrive om vigtigheden af vores åndedræt. Alle ved, åndedrættet er nøglen til at være i live - uden den, ville vi dø i løbet af få minutter. Men faktum er, at åndedrættet er langt mere kraftfuldt end de fleste af os aner, hvis blot vi bruger den med bevidsthed. Vores vejrtrækning er ekstraordinær, men den er også banal, for omend vores åndedræt er livgivende på alle planer, trækker vi vejret hele tiden uden at tænke over det. Vi har aldrig levet en dag uden vores vejrtrækning, luften er der bare - helt gratis - så vi tænker sjældent over den. Og mange af os ved rent faktisk heller ikke, hvad vi er i stand til at gøre med vejrtrækningen, når vi bruger den med bevidsthed. Derfor kan det være svært ikke at tage den for givet eller udnytte den til fulde. Læs derfor med her og bliv mindet om eller inspireret til at udforske dit åndedræts kræfter.
Åndedrættet påvirker den fysiske, emotionelle og mentale krop
Vores vejrtrækning er broen mellem hovedet og kroppen, mellem det eksterne uden for os og det interne inden i os, og ligeledes mellem det åndelige og det menneskelige. Om end de fleste af os mest har lært om lungerne og det livsnødvendige aspekt af vejrtrækning, har åndedrættet en meget bredere effekt. Det respiratoriske system berører nemlig både vores muskler, organer, blod, væv, fordøjelse, nervesystem, kognitive funktion og meget mere. Derfor påvirker og påvirkes åndedrættet både af vores mentale og emotionelle tilstand såvel som vores fysiske.
For en almindelig voksen i hviletilstand, trækker vi vejret mellem 12 og 20 gange på et minut. De muskler, vi berører med åndedrættet, aktiveres, mens dem vi ikke berører, kan blive inaktive og syne lidt hen. Derfor påvirker vores gængse vejrtrækning vores muskelaktivering og holdning. Generelt er vi drevet af ilt, på samme måde som vores telefoner er drevet af strøm. Men vi er selvfølgelig lidt mere magiske end telefoner, for gennem udvekslingen af ilt og kuldioxid med planteverdenen, indgår vi i livets større kredsløb. Hvis vi tillader os at fokusere på dette større aspekt, mens vi trækker vejret, kan vi opleve at blive helt forbundet med livet selv, med naturen og alt omkring os. Herved kan vi gå fra at være i vores egen lille osteklokke, til rent faktisk at være forbundet med alt levende. Hvis vi overgiver os til denne oplevelse, er den helt ekstraordinær og kan ændre vores perspektiv fuldstændigt. Det hjælper os til at se ting i et klarere lys, hvor små bagateller bliver ligegyldige. Men det kræver, vi tuner ind på vores vejrtrækning og lader vores hverdag og daglige bekymringer glide bort for en stund.
Du kan forme dit helbred og din virkelighed gennem dit åndedræt
Åndedrættet er helt særligt i den forstand, at det er det eneste autonome system i kroppen, vi har direkte kontrol over. Altså, er åndedrættet den eneste funktion i kroppen, der sker helt automatisk, men som vi samtidig kan styre med vores bevidsthed, hvis vi vil. En fin måde at tænke på det på, er at man gennem åndedrættet snakker med sin krop på et celleniveau. Alt afhængig af hvor meget luft vi kan lukke ind i vores system, og hvor meget liv vi kan give til vores celler, kan vi gå fra at overleve / eksistere, til at føle os fulde af liv.
Når vi trækker vejret bevidst, kan vi hjælpe kroppen til at indtage mere luft og slappe af. Faktisk kan dybe vejrtrækninger eller fokus på åndedrættet hjælpe os til at berolige nervesystemet ved at aktivere vores parasympatiske nervesystem. Det betyder funktioner som fordøjelse og søvn bliver prioriteret, mens de i en tilstand af stress i kroppen nedprioriteres til fordel for at mobilisere energi til arme og ben eller lave tankespind. Når vi er rolige og i en tilstand af tryghed i kroppen, har vi også adgang til dele af vores hjerne, hvor vi kan reflektere og være kreative. Gennem vejrtrækningen kan vi derfor aktivt hjælpe os selv til at ændre eller skifte vores tanker, følelser og endda vores bevidsthed. Og det gode ved din vejrtrækning er, at den er med dig altid. Uanset hvilken situation, du befinder dig i, har du derfor altid mulighed for, at berolige hele din krop og sjæl.
For at påvirke nervesystemet til ro, kan du prøve at holde dit fokus på din vejrtrækning og de fysiske sensationer, du oplever, i din krop. Når vi trækker vejret ubevidst, er det ofte, luften ikke kommer helt ned i maven, og åndedrættet bliver overfladisk. Men ved blot at lægge en hånd på maven og mærke, hvordan du kan lade luften udvide og sammentrække maven i 5 minutter, giver du din krop hjælp til at mærke ro og tryghed.
Luft elementets medicin bringer transformation og energi
Luft er en katalysator for forandring og transformation. Uden luft er der ingen ild, vand eller jord. Luft påvirker simpelthen alle andre elementer og er afgørende for, hvordan de udvikler sig. Sådan er det også med mennesker. Manglen på luft vil dræbe os hurtigere end fraværet af ethvert andet element. Psykologisk set er vores tanker og følelser ligesom luft foranderlige aspekter af vores sind, som afspejler vores evne til at bevæge os med livets op- og nedture. Samtidig er luft afgørende for, at vi kan udvikle og bevæge os - og at aktivere sit åndedræt er at aktivere sin livskraft. Faktisk siges det, at 80 procent af vores metaboliske energi kommer fra åndedrættet, mens kun 20 procent kommer fra mad. Vores åndedræt er altså en kæmpe kilde til energi.
Luft er elementet, som er forbundet med bevægelse. Helt konkret manifesterer det sig i vores musklernes bevægelse, hjertets pulsering, expansionen og kontraktionen af lungerne samt bevægelserne i mavevæggen og indvoldene. Faktisk er den mængde ilt, vi er i stand til at optage afgørende for vores fysiske formåen, men også vores dødelighedsrate og livskvalitet, som vi bliver ældre. En højere lungekapacitet betyder nemlig, at vi gennem hver indånding bringer mere ilt til cellerne, og derfor skal bruge mindre energi til at udføre fysisk arbejde. Med en bedre lungekapacitet bliver vi eksempelvis mindre udmattede af at gå op ad trapper eller bære vores indkøbsvarer i dagligdagen, fordi vi har mere energi at give af. Vores lungekapacitet er derfor afgørende for, vi kan være selvstændige længere tid ind i alderdommen. Heldigvis er dette igen noget, vi selv kan påvirke. Måden til udvidet lungekapacitet går ikke blot gennem dybe vejrtrækninger, men helt specifikt gennem optræning af den over tid. Dette gøres eksempelvis gennem interval træning på en romaskine, cykel eller ved løb. Lungekapaciteten påvirker os gennem hele livet, jo yngre vi er, når vi starter på at skærpe det, desto bedre. Men det kræver naturligvis en vedvarende praksis.
4 åndedrætsteknikker du kan udforske for bedre helbred og mere livskvalitet
Pranayama
Pranayama er ældgamle, hellinge vejrtrækningsteknikker, som stammer fra yoga praksissen i Indien. Prana betyder åndedræt eller livskraft, mens yama betyder kontrol. Der er mange udtryk af pranayama. Nogle arbejder rytmisk med åndedrættet og øger energien i kroppen, mens andre arbejder mere sanseligt. Nogle metoder har fokus på hovedet for at skabe mere mental klarhed og andre er direkte orienteret mod at berolige nervesystemet. Selvom der er stor forskellighed i udtryksform, tager alle pranayama metoder dog sigte på at frembringe en meditativ tilstand, reducere stress, forøge lungekapaciteten og frembringe klarhed i krop, sjæl og hoved.
Hvis du søger mere energi i kroppen, kan du udforsker teknikken, Agni Prana (ild vejrtrækningen fra kundalini yoga), søger du mental klarhed, kan du prøve Anuloma Viloma (skiftende næsebor vejrtrækning). For at bringe indre fysisk varme og berolige dit nervesystem, kan du udforske Ujjayi pranayama (havets åndedræt). Der er mange mange flere teknikker, disse er blot nogle af dem, så gå endelig på opdagelse.
Breathwork
I de seneste år er breathwork blevet populær. Både i træningsstudier, som online hold eller 1-1 undervisning har denne form for åndedrætstræning vundet indpas. Ligesom med pranayama er der mange forskellige former for breathwork, men fælles for dem er, at de helt bevidst ændrer vores vejrtrækningsmønster på en måde, der påvirker mængden af ilt og kuldioxid (CO2) i vores system.
- Oftest fungerer det sådan, at vi gennem en særlig rytme indtager mere ilt og opbygger mere CO2 i kroppen.
- Herved kan vi således midlertidigt holde vejret i længere tid, mens vores hjerteslag falder.
- Rent fysiologisk kan fordelene ved dette være en forbedret udholdenhed og restitution i forbindelse med motion.
- Emotionelt og psykologisk oplever mange, det sænker deres niveau af angst og depression, mens det øger energiniveauer.
- Breathwork har også kraften til at give os magiske, transcendente oplevelser. Dette er altid en enormt meningsfuld oplevelse, hvis effekt ofte gør en forskel for hvordan vi oplever os selv, situationer eller verden - på en positiv måde.
- Endvidere er breathwork også en måde, hvorpå vi kan frigive ophobede affaldsstoffer og endda emotionelle traumer fra kroppen. Fordi vores vejrtrækning både påvirker nervesystemet og berører kroppen indvendigt, kan det nemlig have helende effekter i kroppen, som vi ikke rent kognitivt kan behandle.
- Dog er det vigtigt, at arbejde med en professionel her - uanset hvilken form for breathwork eller mål, du har med det.
Det fuldkomne åndedræt
Det fuldkomne åndedræt er faktisk også en del af pranayama. Fordelene ved denne form for vejrtrækning er, at det skaber ro i hovedet, beroliger nervesystemet og øger vores lungekapacitet. Fordi det er så sanselig en oplevelse, kan den virkelig hjælpe os ned i kroppen, og mange gange skaber det en øget kropsbevidsthed og nærvær med os selv. Derfor vælger jeg at beskrive den for sig selv.
- Det fuldkomne åndedræt udføres lettest, når vi ligger på en måtte.
- Benene kan enten være strakt, eller også kan du have fødderne på jorden med knæene bøjet. Det er også en god idé at lægge én hånd på brystet og den anden på maven.
- Herfra fylder vi først op med luft i lunger og bryst, før vi dernæst fylder op med luft i maven. Når vi har fyldt både lunger og mave, holder vi kort vejret, mens vi mærker, hvordan det næsten prikker indefra, fordi vi er så fyldt op af luft.
- Dernæst giver vi slip på luften, på samme måde som vi fyldte op: først lader vi lungerne tømme, hvorefter vi lader maven sænke ved at fortsætte med at puste ud.
- Sådan kan vi fortsætte i omkring 3-10 minutter alt efter, hvor meget du har brug for at mærke og berolige dig.
Vær opmærksom på, det kan være svært at udføre denne øvelse, hvis ikke du er vant til at trække vejret ned i maven. Dog er dette en fantastisk øvelse til at aktivere dit åndedræt og med træning, skal det nok komme, for du er designet til at trække vejret på denne måde.
Kasse vejrtrækning
Kasse vejrtrækning betyder, vi trækker vejret som en kasse.
- I en liggende tilstand indånder vi først mens vi indvendigt langsomt tæller:
- 1-2-3-4, hvorefter vi holder vejret, den samme rum tid ved igen indvendigt at tælle 1-2-3-4.
- Når vi udånder, tømmer vi igen lungerne på 1-2-3-4, og med lungerne tømt, holder vi så igen vejret, og tæller indvendigt 1-2-3-4.
- Grunden til denne vejrtrækning er så god er, at den er så simpel.
- Det er derfor en hurtig måde, at få nervesystemet under kontrol.
- Vores dybe rolige vejrtrækning har en beroligende effekt, mens det at tælle giver os et fokuspunkt.
- Særligt hvis vi føler angst eller har et panik anfald kan denne teknik være fantastisk, til at hjælpe os tilbage i sikkerhed og ned i kroppen.
- Samtidig vil den til enhver tid kunne hjælpe os til mere mental klarhed, idet vi gennem vores tælle fokus giver vores hjerne en lille pause fra at tænke. Denne øvelse kan du gøre i 5 minutter eller i op til 15 minutter, men lyt til dig krop og mærk efter, hvad du har brug for.
- Det er også altid en god idé at sætte en timer. Så er det lettere at give sig hen til øvelsen, uden at spekulerepå, hvor lang tid man bruger.
"Min mission er at støtte enkeltpersoner og grupper på deres rejse mod optimal sundhed, velvære og indre balance gennem holistiske værktøjer og vejledning.
Jeg har erfaret, at når mennesker begynder med at fokusere på deres egen sundhed og velvære, er de mere tilbøjelige til at lede deres liv med større bevidsthed. Dette fører ofte til øget gennemslagskraft på arbejdet og mere lethed i deres liv generelt – selv i meget stressende omgivelser med stort præstationspres og mange ansvarsområder." - Mai Copsøe